Af Silja Meldgaard Schytt, stud.theol.
At tjene Gud og mennesker efter Jesu forbillede er en af del af den grundlæggende lære om kristenlivet. Jesus siger: “For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Mar 10,45).
Jesus tjente Gud og hans vilje, men han tjente også dig og mig. Det vilde er netop det, at Gud tjente mennesker ved selv at blive menneske, samt med sit liv, sin død og sin opstandelse. Tjeneste er at være discipel af Jesus, og det indebærer både at modtage Jesu tjeneste og selv at efterligne hans tjeneste ved at tjene Gud og andre.
Kan selv – vil selv – burde selv
I virkeligheden er mange af os i tjenesten som et barn på tre, der meget egenrådigt gerne vil gøre alting selv – også selvom det måske havde været l bedre at få hjælp fra nogen. Udtrykket ‘kan selv, vil selv’ er på mange måder en god beskrivelse af vores indstilling.
Som voksne overser vi ofte det ekstra ‘burde selv’, der ubevidst ligger og runger i vores baghoved. ‘Burde selv’ bunder i vores stolthed, hvor viljen og ansvaret for at kunne klare tingene selv står så stærkt i os, at den gør os hårde, og gør det svært for os at modtage. Men stoltheden er kun så hård på overfladen, fordi den dækker over noget så sart og sårbart. Det er vores værdi som mennesker, som vi føler er på spil. Det ‘burde’, vi kæmper med i tjenesten, er en kamp om at være nok. For mange af os er det nemmere at være den givende, den tjenende og den selvopofrende, end den med behovet for at få noget givet.
Jesu discipel Peter gav gerne tid og kræfter for at følge Jesus og tjene de mennesker, de mødte. Men da Peter skulle lade sig tjene af Jesus ved fodvaskningen[1], kunne han ikke få sig selv til at modtage Jesu tjeneste. Det stred i ham. Han vidste, at han ikke var værdig til at blive tjent af den udvalgte Messias.
Nåden forvandler tjenesten
Når vi lader Jesus tjene os med sit offer og sin barmhjertighed for os og vores liv, overgiver vi os til nåden. Vores egen tjeneste og tjenersind overfor andre forvandles af, at vi er tjent af Jesus. Vi kan hurtigt slide os trætte i vores egen tjeneste, men når vi vender tilbage til, hvem der i første omgang gik foran og kaldte os til tjenesten, bliver vi mindet om den sårbarhed og overgivelse til Gud, som Jesus iklædte sig. Det gamle vers ‘Gud til ære og mennesker til gavn’ er en god beskrivelse af det selvbillede, vi som kristne længes efter. Men Gud kalder os først og fremmest til relationen med ham, og i forlængelse af dette: Vores medmennesker.
Gud til ære i magtesløshed
Den svære sandhed for vores stolthed er, at vi nogle gange ikke kan være mennesker til gavn. Sygdom, alderdom og trængsel, der begrænser os, slår os hårdt, fordi vi mærker afmagten. I lange perioder af vores liv kan vi opleve at blive frataget dette at være til gavn for andre – ja måske er vi ikke engang til gavn for os selv. Men Gud kalder og siger: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. Du er ikke kaldet til først og fremmest at være mennesker til gavn, men til at være mig til ære.
En troende, der strider med troen og livet, er stadig en troende. Selv i vores tvivl på Gud tjener han os stadig med sin nåde og uendelige kærlighed. Vi er da stadig Gud til ære – ikke i vores egen kraft, men fordi vi er grebet af hans magt og undere i vores magtesløshed. Fordi vi er hans. Gud glæder sig over, at vi beder om hans hjælp – ligesom en far, der ønsker at hjælpe sit barn. Gud kalder os til at lade os tjene af ham og (endnu sværere) til at lade os tjene af hinanden.[2]
Vi kan i sandhed være Kristi kirke, når vi i tillid og ydmyghed lader os tjene af hinanden. Når vi mærker, at stoltheden og uværdigheden strider i os, må vi i fællesskab se hen på vores forbillede i Jesus, der selv blev et lille hjælpeløst barn, ude af stand til at hjælpe dem omkring sig – men stadig fuldkommen uvurderlig. I tjenesten er vores værdi ikke på spil, for vi står i den nåde, at Gud elsker hvert eneste menneske og har givet dem en værdi, der ikke kan tages fra dem. Han sørger for vores sjæl først, og udruster os til hans gode gerning gennem os og til at tjene andre.[3] Vores tjeneste begynder med ham, der tjente os, mens vi endnu var syndere.[4] Lad os tjene Gud og hinanden med ydmygheden til at modtage, modet til at turde spørge om hjælp og påmindelsen om, at vores værdi er givet og ikke kan tages fra os.
[1] Joh 13,1-17
[2] 1 Kor 12,22-26; John 13,10-15; Matt 20,26-28
[3] 2 Tim 3,16-17; Rom 8,26-27; Fil 1,6
[4] Rom 5,8