Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

At gå i tillid til Gud

Hvad har dronning Ester, Jesus, du og jeg tilfælles? Vi lever i hver vores tid og i hver vores kulturer, men vi har noget grundlæggende tilfælles – Guds trofasthed.

Af Martha Væggemose, master i teologi og mission

 

Vi kender dronning Ester som en af de helt store heltinder og som de fleste helte, levede hun i en periode under meget pressede omstændigheder.
Ester var indvandrer og forældreløs (1), hun blev kronet til dronning og indtog sidenhen en af landets betydeligste positioner. Men hun oplevede også at befinde sig ansigt til ansigt med døden sammen med sin slægt og hele sit folk.

Ester levede i et multikulturelt samfund i den persiske hovedstad, Susa, side om side med andre folkegrupper, der også var ført i eksil (2). Jødernes ærkefjender, amalekitterne, var også en del af dette samfund, og det ser ud til, at alle vidste, at jøder og amalekitter hadede hinanden (3). Dronning Ester forsøgte således længe at holde sin identitet skjult for sin mand og andre omkring sig (4), da det at bekende sin nationalitet og sit slægtskab kunne give hende vanskeligheder. Men hvad gjorde så, at Ester turde træde i karakter og gå ud af sit skjul?

En del af forklaringen skal vi finde i Bibelens billede af Gud, der siger, at Gud kan give et menneske den visdom, der behøves i en given situation, og at han er den eneste, der er tilbedelse værd – selv hvis han ikke skulle redde det menneske, han elsker, ud af døden (5).

AT VILLE VÆRE EN DEL AF LØSNINGEN
Vi læser også, at Ester og hendes værge, Mordokaj, var oldebørn af Kish, kong Sauls far. Denne sociale arv kan have givet dem den nødvendige viden, de havde brug for, for at kunne begå sig i magtens korridorer og særligt i mødet med Haman, der blev kongens højre hånd. Haman var en ærgerrig amalekit, der med stor sandsynlighed nedstammede fra kong Agag, den konge, som Saul tog til fange og profeten Samuel dræbte for Herrens ansigt6. Det kunne se ud til, at også gammelt nag brød ud i lys lue, da Mordokaj nægtede at kaste sig på knæ for Haman. Haman tillod sig nemlig efterfølgende at anklage ikke kun Mordokaj, men alle jøder i det persiske rige for ikke at følge kongens befalinger og dernæst at give dette som begrundelse for deres udryddelse (7).

Esters skæbne blev nu at redde sig selv, Mordokaj og alle andre jøder i Persien. Hun fik brug for visdom og Guds indgriben og indkaldte derfor sine hofdamer og alle jøder i Susa til at faste sammen med sig i håb om, at Gud ville høre deres klage og afværge deres udryddelse. Efter tre dages faste ville hun så skride til handling og søge foretræde for kongen (8).

At træde uindbudt frem for kongen kunne medføre dødsstraf for enhver, der gjorde forsøget – også for Ester. At afsløre sig selv som jøde kunne nu også betyde døden for hende, men Mordokaj mindede hende om, at hun måske havde fået sin position af en grund, og skulle Ester stikke halen mellem benene og blot forsøge at redde sit eget skind, så var Mordokaj sikker på, at Gud nok skulle finde en udvej og redde sit folk (9).

ELSKET OG VILLET
Med sit liv og sin dronningetitel minder Ester om, hvordan Gud kroner hver enkelt af os med liv og værdighed (10), at vi er elskede og agtede af kongernes konge, uanset om vi kender vores værd, om vi synes, vi er helt almindelige eller måske helt forkerte. Gud elsker det, han har skabt, og vi behøver ikke at frygte eller at skjule, hvem vi er over for vores konge (11).

Jesus kendte ligesom Ester til, at døden ventede ham med større sandsynlighed end noget som helst andet, men han vidste ligesom hende også, at han var Guds bedste bud på løsningen på menneskets værste problem – adskillelsen fra Gud selv. Ligeledes vidste Jesus også som Ester, at hans fjende var stor, men at Gud er større. Begge vovede de at stole på Gud midt i det svære, og på trods af synlige omstændigheder, oplevede de begge at få livet igen.

Må 2021 også blive et år, hvor vi (be)kender vores høje værd, stoler på Guds trofasthed og genoprejsning, så vi tillidsfuldt går ud i verden for at være en del af løsningen på det, Gud sender på vores vej.

1 Ester 2.5-7
2 Ester 2.5-6
3 Ester 3.2-4
4 Ester 2.19-20
5 Ords 15.33-16.1; Dan 3, 6
6 1 Sam 15.8; Ester 3.1
7 Ester 3.5-6. Anklagen vil typisk ikke stemme med de anbefalinger profeten Jeremias tidligere sendte afsted til de landflygtige i Babylon. ”Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt.” (Jer 29.1-7). Blot måtte de ikke tilbede andre guder eller handle i uoverensstemmelse med Guds lov, se Dan 3 og 6.
8 2 Sam 12.15b-23; Ester 4.15-17, 9.31
9 Sl 103, 108
10 Sl 8.4-10; Ester 2.17-18
11 Vi kan lade figenbladene falde. (Magnus Malm. ”Bag Billedet”. Boedal. 2004.)