Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Ærlig forkyndelse

Hvis vi vil være ærlige, må vi turde at være lige så klare i spyttet som Bibelen selv. Det skylder vi vores medmennesker.  

Af Anton Braüner, stud.theol. og medlem af DBIs styrelse 

Forkyndelsen af dommen er næsten blevet tabu. Fortabelsen er en barsk virkelighed, og nogle kan have svært ved at få ordet over sine læber. Jeg husker selv en prædiken på en kristen lejr, hvor prædikanten næsten undskyldte for, at han overhovedet ville fortælle om noget så dystert.  

Man fristes næsten til at tænke: Ville det ikke være kærligere at lade være at prædike om dommen? Men vi bliver ikke kærligere af at droppe Bibelens tale om dommen 

Den engelske biskop J. C. Ryle betragter det ligefrem som mangel på kærlighed, hvis vi undlader at tale om tydeligt fortabelsen: 

”For mig virker det som en kærlighed, der (…) ser passivt til, mens en blind mand går på kanten af en skrænt, og opfatter det som forkert at råbe ham op og fortælle ham, at han er i fare for at styrte ned. Jeg tror, at den største kærlighed er at fortælle så meget sandhed som muligt. 

Hvis det vitterligt er sandt, at fortabelsen er en fremtid, der venter dem, der ikke tror på Jesusså er det unfair, hvis ikke vi tør fortælle det på forhånd. 

Forkyndelsen af fortabelsen kan naturligvis få en både for stor og forkert plads i forkyndelsen. Især hvis den fuldstændig er løsrevet fra den omsorg, som Jesus havde (Luk 13,34). Eller glemmer, at målet ikke er at skræmme, men at føre mennesker hen til Jesus. Men uanset hvad, må alternativet aldrig blive, at vi fortier enhver tale om den endelige dom. Måske er det første makabert. Men det andet er decideret uærligt. Den ene dårligdom kurerer ikke den anden.