Af Henrik Nymann Eriksen, rektor
Åndelig dannelse er ikke en selvstændig disciplin. Vi har ikke specifikke læringsmål for åndelig dannelse. Alligevel er det noget af det vigtigste, som sker i et teologisk studium. Vi ønsker derfor at skabe rum for, at det kan ske. Men hvad mener vi med åndelig dannelse?
Mere end uddannelse
Uddannelsen giver kundskab og evne til faglig refleksion og kritisk vurdering og er en del af den åndelige dannelse for en teolog. Men åndelig dannelse er mere end uddannelse.
Almen dannelse er også et væsentligt element i en teologs uddannelsesforløb. Det handler om at være fortrolig med vores samfund, kultur og historie og om at have sociale kompetencer og selvindsigt. Men åndelig dannelse lægger et ekstra og dybere lag til den almene dannelse.
En åndelig modning
Åndelig dannelse er åndelig modning i vandringen med Gud, samtidig med at uddannelsen og den almene dannelse skrider frem. Nogle stikord om åndelig dannelse for en teologistuderende kunne være følgende:
- Åndelig dannelse er voksende og reflekteret viden om Bibelen forenet med tillid til den som Guds ord, lydighed mod Skriftens vejledning og personlig tilegnelse af bibelordet til egen fornyelse, trøst og hjælp.
- Åndelig dannelse er kendskab til kirkens og teologiens historie og de mange klassiske og aktuelle teologiske diskussioner forenet med en personlig taknemmelighed og glæde over evangeliet om Jesus Kristus, tillid til Guds omsorg og et liv i bøn.
- Åndelig dannelse er vækst i viden og kompetencer inden for teologiens og kirkens forskellige felter forenet med ydmyghed og afhængighed af Guds hjælp og et hjerte, der ønsker at stå til rådighed i tjeneste for Gud og mennesker.
- Åndelig dannelse er mod og beslutsomhed til at stå fast på bibelsk kristendom forenet med visdom og dømmekraft, så der kan skelnes mellem det vigtige og det perifere i kirkens lære og liv.
Den åndelige dannelse for teologistuderende vokser i krydsfeltet mellem uddannelsens faglighed, den personlige vandring med Gud og fællesskabet med andre studerende. Ja, og så er åndelig dannelse jo ikke kun for teologistuderende, men et mål for alle kristne om at leve med Gud i alle dele af vores liv.