Jeg siger ikke 7-9-13

Jeg begyndte ikke det nye år med at sige 7-9-13, for det er gammeldags skæbnetro. Jeg sagde derimod Matt 6 vers 9-13.

Ellen Lodahl Pedersen,  

Mit liv er ikke i en blind skæbnes hånd. Jeg sagde derfor Matt 6, vers 9-13 – det er afsnittet, hvor Fadervor står. Jeg gik også i kirke og lyttede til prædiketeksten, som netop var Fadervor. Det nye år er ikke bare gode dage, eller en blanding af gode og onde dage. Det nye år er villet og bestemt af Gud. Han har tilrettelagt mit livsløb helt ned i detaljen (Ef 2,10), og i tillid til hans faderomsorg tager jeg frimodigt hul på det nye år.

Uforsagt

Præsten introducerede et ord, som for ham og for os skulle være tilgangen til det nye år. Det var det gamle ord uforsagt. At være forsagt er at være bekymret og ængstelig i forhold til alle de genvordigheder, det nye år måtte kunne bringe. At være uforsagt er det modsatte: At være frimodig og tillidsfuld og modtage både gode og onde dage af Guds hånd, sådan at man hver dag kan synge: “Når jeg blot i nåden står, uforsagt ihvor det går” (DDS 48).

På DBI lever vi med den daglige usikkerhed, det er at være indsamlingsorganisation. Hvert år i december kommer vi helt ud til kanten. Vil Gud og vores venner give os det daglige brød endnu et år? Eller skal vi starte det nye år med underskud og med at sprede usikkerhed til vores ansatte, om der er råd til at beholde hele staben endnu et år? Om et par uger kender vi det præcise resultat. I dag må vi nøjes med at leve af Guds nåde.

En god øvelse

Det giver en god øvelse i at synge på salmen Uforsagt. Det samme gælder de familier, som i julen har kæmpet med sygdom, pludselig dødsfald og andet, som ind imellem også kommer tæt på os i DBI-familien. I mange livssituationer er det en øvelse og en kamp at hvile i, at mit liv og DBIs fremtid er i Guds hånd og overgivet til hans forsyn og omsorg.

Uforsagt, hvordan min lykke
end i verden blive må,
det er dog et mesterstykke,
som jeg daglig pønser på.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.

Hjertelig tak for gaver og opbakning i 2017 – og godt nytår i Jesu navn!

Rektor på Dansk Bibel-Institut, Børge Haahr Andersen

URL: https://dbi.edu/jeg-siger-ikke-7-9-13/