Når kirkehistorien nærmest er nutid

Siden begyndelsen af juni har jeg 3 timer om dagen undervist på Ethiopian Graduate School of Theology (EGST) i Afrikas kirkehistorie for 25 etiopiske studenter og en enkelt dansk. Vi har lagt nøjagtig det samme fag ind i vores Masteruddannelse på Fjellhaug International University College, som Dansk Bibel-Institut samarbejder med, så det er muligt for danske og norske studenter at tage faget sammen med etiopiske studenter i Addis Abeba.

Undervisningen har givet anledning til rigtig mange spændende samtaler, som jeg også selv er blevet meget beriget af. Kirkehistorien er levende og nærværende for de etiopiske studenter. De spejler sig i den, lærer af den og får meget af deres identitet fra den. Det vil jeg give tre eksempler på:

Etiopien og Islam

Vi læste en gammel krønike, der fortæller om den muslimske hærfører Ahmed Grajn, hvis invasion i Etiopien tilbage i 1500-tallet nær havde gjort Etiopien til et muslimsk land ligesom de fleste andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Det kristne Etiopien blev reddet og har siden levet mere eller mindre fredeligt med en stor muslimsk befolkningsgruppe i landet. Krøniken udtrykker Etiopiens identitet som kristent land med et spændingsforhold til Islam, som man hele tiden skal passe på ikke igen forsøger at tage magten. Og det føler de etiopiske studenter er særlig aktuelt i dag, hvor mange etiopiske muslimer bliver påvirket af en mere radikal udgave af Islam, som kommer til landet fra de arabiske lande, godt hjulpet på vej af store pengesummer.

Arbejdet med de historiske forhold førte til en samtale om, hvordan man som kristen skal forholde sig til aggressive, voldelige muslimers angreb. Klassen blev delt i to – mellem dem, som ud fra Bjergprædikenen mente, at man måtte vende den anden kind til, og dem, som anså det for nødvendigt i visse tilfælde at forsvare sig, også med våben. Undervejs i samtalen var der en, som udtrykte sig sådan her: ”Vores forståelse af Skriften udfordres af vores oplevelser og erfaringer. Jeg stod en gang i kirken og prædikede om, at vi som kristne ikke må gribe til våben, men i stedet skal møde vores fjende med kærlighed og tilgivelse, da kirken pludselig blev angrebet af bevæbnede muslimer. Og når man først har set unge fra ens egen menighed blive hugget ned og dræbt, bliver man nødt til at forsvare menigheden, også med våben.”

Den etiopisk ortodokse (folke)kirke

Flertallet af studenterne havde baggrund i den etiopisk ortodokse kirke, Etiopiens gamle folkekirke, som de er født og døbt ind i, men som de nu har forladt til fordel for en af de protestantiske kirker. Landets historie er vævet tæt sammen med kirkens historie, og jeg lærte meget om begge dele gennem vores samtaler. Mange havde brug for at bearbejde deres forhold til barndommens – og slægtens! – kirke. Det kom også til udtryk ved, at flere af dem har valgt at skrive om etiopisk ortodokse kirkeforhold i den opgave, de skal aflevere nu efter kursets afslutning. En af dem skriver om en reformationsbevægelse inden for den etiopisk ortodokse kirke, som nu er brudt ud og blevet selvstændig. Studenten fokuserer på, hvad det var, som fremkaldte reformationen, og hvorfor det var blevet nødvendigt at forlade den gamle etiopiske kirke. Da en af medstudenterne med samme kirkelige baggrund skulle kommentere oplægget til opgaven ved vores opgaveseminar, sagde hun, at det var opgave, som også var meget aktuel for hende selv, fordi hun til stadighed overvejede, om det havde været rigtigt og nødvendigt at forlade fædrenes kirke. Og her blev der nikket bordet rundt. Jeg kommenterede det ved at sige, at det var en problemstilling, som heller ikke var helt ukendt for os i Danmark …

Usunde tendenser

Ved gennemgangen af Afrikas kirkehistorie fokuserede vi bl.a. på et fænomen, som har gjort sig meget gældende i de sidste 150 års afrikanske kirkeliv, nemlig de såkaldt ’afrikanske uafhængige kirker’, der ofte er opstået i sammenhæng med europæisk kolonisering. Der findes flere forskellige typer uafhængige kirker. Nogle har bare brudt med de kirker, som er fremkommet som følge af vestligt missionsarbejde, men ligner ellers på mange måder ’missionskirkerne’. Mens de såkaldt ’zionistiske’ kirker ofte har en profetskikkelse i spidsen og er kendetegnet af karismatiske fænomener – helbredelse, tungetale, profeti osv., der kan udvikle sig i ekstrem retning, samtidig med at der ofte sker en stor tilpasning til afrikansk kultur og traditionel religiøsitet.

Igen anvendte studenterne historien på deres egen situation. Der har indtil for nylig ikke været mange uafhængige afrikanske kirker i Etiopien, hvilket bl.a. hænger sammen med, at landet aldrig har været europæisk koloni. I de senere år er der imidlertid – særligt i Addis Abeba og andre storbyer – opstået mange sådanne kirker, som med en selvudnævnt profet i spidsen har udviklet sig i en eller anden ekstrem retning. Det var noget, studenterne udtrykte stor bekymring for. De er alle sammen karismatikere i en eller anden forstand, men samtidig er de meget opmærksom på, at teologien og forkyndelsen ikke udvikler sig i usund retning. Og de ønskede at hente hjælp fra historien til at navigere i et udfordrende kirkeligt landskab. Derfor er de 25 etiopiske kirkeledere, som sad i klassen, meget vigtige for de etiopiske kirkers fremtid.

Er der noget at sige til, at jeg glæder mig rigtig meget til, jeg næste gang skal undervise en flok etiopiske studenter på Ethiopian Graduate School of Theology. Og jeg håber, at der igen kommer nogle danske studenter med – for vi har meget at lære af etiopisk historie og kirkeliv.