Kursus i menighedsledelse

Kursus i menighedsledelse

Dette kursus er udviklet til dig, der gerne vil have konkret viden og brugbare redskaber i det daglige arbejde i menighedsrådet i en sognekirke, frimenighed eller valgmenighed.

Ellen Lodahl Pedersen,  

Kurset tager fat på centrale elementer i ledelse af menigheder, der ledes af frivillige. Vi ønsker at give dig viden og konkrete redskaber, der gør din ledelsesopgave lettere – til glæde for dig, din ledelse, ansatte og menigheden.

Vi tager fat i såvel åndelige som praktiske aspekter. Vi opfordrer til, at der deltager mindst to fra hver ledelse.

Onsdag d. 22. oktober kl. 17.00-21.30

Modul 1: Den kristne leder. V. Steen Møller Laursen

Vi har fokus på din rolle som leder, samt på at lede dig selv og at lede andre. Hvordan guider vi nye i ledelsen? Om dynamik og samspil i ledelsen, forskellige personlighedstyper mv.

Fredag d. 7.  november kl. 17.00-21.00
Modul 2: Ansvar for mennesker. V. Steen Møller Laursen

Vi har ansvar for både ansatte og frivillige i menigheden. Hvordan sikrer vi god kommunikation, klar forventningsafstemning og godt samarbejde mellem ledelse, ansatte og frivillige medarbejdere? Hvordan rekrutterer og fastholder vi frivillige? Hvordan skaber vi motivation og giver plads til nådegaveperspektivet, når meget skal fungere, og alle har nok at lave?

Lørdag d. 8. november kl.  8.30-17.00
Modul 3: Hvorfor er vi her—og hvor vil vi hen? V. Jes Jessen

Hvordan arbejder vi med kirkens fremtid, dvs. vision, strategi og handleplaner, så det bliver brugbart for ledelsen? Hvordan sikrer vi plads til både drift og udvikling? Ind i disse emner ser vi på ’meningsbegrebet’ som en nøgle til kommunikation.

Modul 4: Grus i maskineriet. V. Sven Madsen

Hvad kan skabe bøvl — og hvad kan forbygge det? Hvordan håndterer vi konflikter og samarbejdsproblemer, forskellige syn på teologiske og etiske forhold m.v. Du vil bl.a. få konkrete redskaber til konflikthåndtering og til den svære samtale.

Afrunding og aftaler om det videre forløb v. Henrik Nymann Eriksen og Anette Klausholm Bækgaard.

Hvert modul indledes af Henrik Nymann Eriksen med et oplæg om de åndelige og teologiske perspektiver på ledelse af en menighed. Forvent forberedelse i mindre omfang til hvert modul.

Onsdag d. 21. januar 2026 kl.  19.30-21.00: Opfølgende møde på Teams.

Undervisere

Henrik Nymann Eriksen, rektor på DBI og forfatter til bøger om ledelse, bidrager med åndelige perspektiver på ledelse og afslutter hver samling med kort forkyndelse målrettet lederen.

Anette Klausholm Bækgaard, ressourceperson for ELN’s Menighedsnetværk, hvor hun bl.a. tilbyder sparring til ledere og præster samt faciliterer samtaler om ledelse i menighedsråd og bestyrelser. Har en master i stresshåndtering, personlig effektivitet og planlægning.

Steen Møller Laursen, Humano, har mere end 25 års erfaring som leder, heraf halvdelen i kirkelige organisationer. Steen har siddet i menighedsråd i en folkekirke og arbejder i dag som ledelsesrådgiver i et privat konsulentfirma.

Jes Jessen, organisationskonsulent, cand.rer.soc. & MEVO. Tidligere personaleansvarlig i menighedsråd. Ledererfaring fra offentlig og privat virksomhed.

Sven Madsen, cand.rer.soc. (ph.d), direktør i konsulentfirma. Tidligere menighedsrådsformand i to perioder.

Pris

Hele kurset inklusive forplejning koster 3.700 kr. Deltager I mere end to personer fra samme menighedsråd/bestyrelse, betaler kun to af jer fuld pris. De øvrige betaler 850 kr. pr. deltager. Kurset bliver gennemført med minimum 12 fuldt betalende deltagere.

OBS: Menigheder kan søge hel eller delvis dækning af udgifter til kurset hos BorgFonden. Hvorvidt støtten opnås, afhænger af en konkret vurdering af den enkelte menigheds situation og økonomi.

Tilmelding

Tilmeld dig senest 1. september 2025

Tilmeld dig her

Arrangør

Kurset er arrangeret af Dansk Bibel-Institut (DBI) i samarbejde med Evangelisk Luthersk Netværk (ELN)

 

 

 

 

 

 

URL: https://dbi.edu/events/event/kursus-i-menighedsledelse-2/