Da jeg til jubilæumsfesten den 8. oktober stod sammen med 240 mennesker og sang: ”Dig være ære”, havde jeg tårer i øjnene og en stor klump i halsen. Resten af mit liv vil jeg huske dette øjeblik, hvor tiden stod stille, og forsamlingen sang igennem.
Børge Haahr Andersen,
Nr. 12 ud af 12 jubilæumsblogs i anledningen af DBI’s 50-års jubilæum af rejsepræst og lærer Børge Haahr Andersen
Selv et jubelår får ende. Også sådan ét, som samtidig har været et arbejdsår med slid og modgang. Mine blogs i anledning af jubilæumsåret får hermed også ende. Tak til alle jer, der har læst med.
Da jeg til jubilæumsfesten den 8. oktober stod sammen med 240 mennesker og sang: ”Dig være ære”, havde jeg tårer i øjnene og en stor klump i halsen. Resten af mit liv vil jeg huske dette øjeblik, hvor tiden stod stille, og forsamlingen sang igennem. Det var ikke den store palmesøndag og jublen fra den store hvide flok. Men det var en forsmag.
Jeg var med til at udråbe 2022 som et jubelår i DBI’s historie ved årets start. Det strider lidt imod min vestjyske opdragelse at bruge et så stort ord. Jubelår og jubelidiot kan jo godt lyde lidt beslægtet. Men festen den 8. oktober kaster lys over hele året og gjorde det til et jubelår.
Det blev ikke et jubelår i dens gammeltestamentlige betydning. Dengang var jubelåret hvert 50. år et år med hvile og genoprettelse og fred. I den nytestamentlige opfyldelse tales om nådeåret ved Kristi komme, om genoprettelsen af gudsforholdet knyttet til hans gerning og et varsel om det altomfattende jubelår, der virkeliggøres ved hans genkomst.
DBI’s jubelår er en fase i en lang vandring, hvor det nytestamentlige gudsfolk orienterer sig mod det kommende gudsrige, arbejder flittigt med at udbrede evangeliet og hviler i, at den egentlig kamp blev udkæmpet af Kristus. Han åbnede døren til paradis for syndere. Undervejs i den vandring kommer vi til et naturligt højdepunkt, hvor vi ser tilbage på Guds velsignelse i fem årtier og ser frem imod det, som venter bag næste hjørne. Om Gud vil.
Da vi valgte at kalde 2022 for DBI’s jubelår, vidste vi ikke, at der ville blive krig i Europa. At inflationen ville stige markant og den enkeltes privatøkonomi blive presset. Dermed også DBI’s økonomi, der for tiden har et efterslæb af anseelig størrelse.
Der er også andre problemer, som er kommet ind fra siden, og som har givet DBI’s nye rektor nok at arbejde med de første måneder af hans ansættelse. En særlig udfordring er, at vores nye uddannelse på DBI, bachelor i praktisk teologi, ikke lykkedes med at få et nyt optag. I praksis betyder det, at det 50. år i DBI’s historie bliver endnu et hårdt arbejdsår, hvor visse ting vil være op ad bakke.
Men midt i dette er vi fyldt af en stille glæde over Guds velsignelse af DBI i fem årtier.
Vi vil gerne her i jubilæumsåret ære og takke DBI’s pionerer og for deres store arbejdsindsats, hvor mange har ydet en lang og trofast indsats. Jeg vil gerne fremhæve en række navngivne personligheder.
De tre mest betydningsfulde i opstartsfasen var
De tre havde stået sammen i opbygningen af KFS og var med i landsledelsen af KFS. De havde fælles hjertesager og smittede andre med deres glød efter at udbrede evangeliet – sammen med en urokkelig tillid til den bibelske åbenbarings sandhed. Uden deres fælles indsats er det tvivlsomt, at DBI overhovedet var blevet til.
Så vil jeg nævne fire pionerer, heriblandt tre stiftere, som tilsammen i fire årtier har været med til at bære DBI’s virksomhed.
Deres lange og trofaste indsats for DBI over tid har været med til at stabilisere DBI’s arbejde over tid. Det har skabt en stor tryghed i DBI’s bagland. DBI ved man, hvor man har, for man kender de mennesker, som over tid har været med til at lede DBI.
Som nybagt teologisk kandidat og efter aftjent værnepligt blev Flemming Burgdorf den første landssekretær. Med kolossal flid rejste han land og rige rundt og talte DBI’s sag.
I dag møder vi en venneflok, når vi rejser rundt og fortæller om DBI. Dengang oplevede en del DBI’s eksistens og begrundelsen (at det teologiske fakultet læremæssigt var kørt af sporet) som overdrevet og tvivlsom. Andre mente, at en teologisk uddannelse førte til et frafald fra vækkelseslinjen og at troen flyttede fra hjertet til hjernen. Men Flemming kløede på år efter år.
De næste to landssekretærer fortsatte med samme flid og helhjertethed. Det var Knud Erik Braüner og Per Munch. Der er ikke mange missionshuse i IM, LM og ELM samt gode kirker, som de tre ikke har besøgt. Gennem de tre landssekretærer fik DBI opbygget et solidt bagland og en trofast giverskare.
Den fjerde landssekretær var ikke teolog, men skibsbygger og tidligere indremissionær. Kurt Dalsgaard havde været med i styrelsen en lang årrække og blev derefter landssekretær og cementerede DBI’s bagland, ikke mindst i Indre Mission.
I disse år er fire lærere ved at afslutte deres arbejdsliv. Det er Nicolai Winther-Nielsen, der som helt ung var med til at stifte DBI. I fem årtier har han arbejdet med Det Gamle Testamente (GT), deriblandt et årti på MF. Han har været med til at gøre GT til et særligt satsningsområde på DBI.
I 1984 blev Torben Kjær ansat som lærer i Ny Testamente (NT) og har i fire årtier bidraget med forskning, undervisning og opbyggelige og faglige bøger inden for NT. I dag er han arbejdende pensionist.
I 1993 blev Carsten Elmelund ansat som lærer i etik, og han når at virke i 30 år, inden han giver stafetten videre til sin efterfølger. Carsten har ydet et særligt bidrag til dansk kirkeliv gennem to rapporter: Kærligheden glæder sig ikke over uretten. Og: Kærligheden glæder sig ikke over uoverensstemmelsen.
I 2001 flyttede LM’s missionsskolen ind i nabolaget til DBI, og Kristian Mogensen kom til at sætte sit præg på undervisningen ikke blot i LMM, men også i DBI’s tværkulturelle uddannelse. Kristian var medvirkende til, at DBI de to sidste årtier er blevet mere og mere præget af mission.
Endelig vil jeg nævne en lærer, som stadig har en række gode arbejdsår tilbage. Professor Finn Aasebø Rønne, som fra 1987 var med til at anbefale, at DBI udvidede sit virke med en missionæruddannelse, og som omkring årtusindskiftet virkeliggjorde det, sådan at DBI startede en tværkulturel missionæruddannelse i 2001. Sammen med Niels Ove Vigilius er Finn Rønne den enkeltperson, som har præget DBI mest. Finn har også spillet en central rolle i det uddannelsessamarbejde med Fjellhaug, som i 2022 har 10-års jubilæum.
Jeg kunne også nævne rækken af nuværende lærere og ph.d.-studerende. Det er et privilegium at kunne træde tilbage, når afløserne på de forskellige poster fungerer.
Pionererne har brug for at vide, at der er unge folk, som bygger videre på DBI. De unge har brug for at vide, hvor meget hjerteblod og arbejde, der ligger bag DBI’s spæde start og vækst de første årtier.
Jeg kunne også fremhæve administrationen, hvor der år efter år er gjort en afgørende, men meget lidt synlig indsats. De egentlige output, teologisk uddannede folk, der tjener Guds rige i eller uden for landets grænser, er jo den vigtigste synlige frugt af DBI’s virksomhed. Teologiske kandidater fra DBI står i dag i vigtige tjenester rundt om i verden og tjener som små brikker i Guds store frelsesplan.
Når alt er talt sammen, har vi grund til at fejre et jubelår og synge:
URL: https://dbi.edu/blog/12-derfor-fejrer-vi-et-jubelaar/