4. DBI – et barn af ungdomsoprøret!

4. DBI – et barn af ungdomsoprøret!

På et tidspunkt i DBI’s pionertid forbød DBI’s styrelse de studerende at tage kaffekopper med op på læsesalen. Tænk, hvis en biblioteksbog fik kaffepletter ... Men det fik det særdeles aktive studenterråd til at se rødt!

Børge Haahr Andersen,  

Klumme 4 ud af 12 i jubilæumsåret v. Børge Haahr Andersen, rektor

I 1974 startede jeg på HF på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Det var et fravalg af min landbrugsuddannelse. Jeg havde besluttet at læse videre, som det hed dengang.

Mest overvejede jeg at blive lærer. Teologi var dengang helt udenfor horisonten, og der var adskillige mennesker i missionshuset hjemme, som jeg lovede, at jeg ikke ville læse teologi. DBI var dengang kun en kaffestue og et lille bibliotek + enkelte gæsteforelæsninger. Det teologiske studium var ikke velset i vækkelsesmiljøerne i Vestjylland. Det havde ry for at flytte troen fra hjertet til hjernen, eller helt at koste troen for nogle. Nej, hvis jeg ville tjene Gud gennem et borgerligt arbejde som lærer og ellers virke i kristen sammenhæng i min fritid, sådan som man havde gjort i det kristne miljø i Vestjylland i mange generationer, så var det fint.

Ungdomsoprøret fraværende i lokalmiljøet

Kun en lille snert af ungdomsoprøret var dengang nået ud i lokalmiljøerne. Drengenes hårlængde blev lidt længere. Piger begyndte at gå i bukser, ikke kun når de skulle arbejde, men også til møder og fester. Men ungdomsoprøret var noget københavneri, som avisen Skjern Dagblad ikke skrev meget om. Men de politiske konsekvenser nåede også til Vestjylland. Pornoen blev gives fri i 1969. Obligatorisk seksualundervisning indført i folkeskolen i 1970. I 1973 indførtes loven om fri abort, og i 1975 blev folkeskolens kristendomsundervisning løsrevet fra sin bundethed til luthersk dåbsoplæring.

… men det levede på gymnasiet

Men ungdomsoprøret var nået til Vestjysk Gymnasium i Tarm. Hovedparten af en HF-klasse stemte på partier til venstre for Socialdemokratiet. Topscorer var Venstresocialisterne, men også kommunistiske partier i forskellige varianter havde vind i sejlene. Som kristen blev jeg opfattet som dybt reaktionær. Når det klasseløse samfund kom, ville jeg skulle igennem en genopdragelseslejr. Ja, det sagde man i fuld alvor, selv om man ikke kunne svare på, hvad der skete med dem, som ikke lod sig genopdrage. I KFS holdt vi møder med emnerne: Er kristendom opium for folket? Jesus – den første socialist? Det klasseløse samfund og det kristne håb? Jeg blev grebet af fællesskabet i KFS. Her mødte jeg veluddannede folk, som ikke blot havde læst ”Den lille røde for skoleelever”, men også Maos lille Røde og Marx’ skrifter. Jeg fik kvalificerede svar, som kunne omsættes til diskussionerne i klassen.

Modkultur til ungdomsoprøret

DBI blev til som en modkultur og en modbevægelse til ungdomsoprøret, fri hash og fri sex, kvindefrigørelse og autoritetsoprør. Lidt ligesom den kristne friskolebevægelse, som ønskede at begrunde en skole med dybere værdier end demokrati, debat og tolerance. Både DBI, de kristne skoler og en række andre kristne initiativer ønskede at være vækkelsesrøster til det danske folk, som kaldte tilbage til troskaben mod Guds ord efter kirkens oprindelige tro.

Alligevel en del af ungdomsoprøret

Samtidig er DBI på visse punkter en del af ungdomsoprøret og den kultur, som fulgte med. DBI blev til i et oprør med professorvældet på Det Teologiske Fakultet. KFS, de kristne skoler, DBI og flere andre bevægelser dengang var en protest mod det bestående.

Da jeg startede på DBI i 1978, kom jeg med i studenterrådet. Vi betragtede dette råd som et af de vigtigste organer på DBI. Arbejdsbyrden var faktisk også betragtelig, for vi organiserede rengøring, fordeling af læsepladser, det praktiske ved gæsteforelæsninger og kurser – og en lang række andre ting. Lad mig også tilføje, at vi i studenterrådet kommenterede stort set alle beslutninger, som forretningsudvalget og styrelsen traf.

Ofte var vi kritiske, og referatet fra studenterrådet blev læst med stor interesse af styrelsens medlemmer, og vi fik svar på tiltale, for nu at sige det diplomatisk. På et tidspunkt forbød styrelsen, at studerende tog kaffekoppen med ind på deres læsesal. Tænk hvis nu en værdifuld bog fra biblioteket fik kaffepletter. Det kunne man ikke forsvare. Vi andre mente, det var utidig indblanding i vores hverdag, som blot ville medføre endnu flere kaffepauser i kaffestuen og endnu længere studietid.

Så sent som i 2005, da jeg blev rektor, fandt jeg en nedskrevet husorden på DBI med praktiske ordensregler. Den interessante bemærkning var den afsluttende: Denne husorden kan til enhver tid ændres af styrelsen. Det blev heldigvis ændret, sådan at DBI’s ledelse ikke skulle være involveret i en masse lavpraktiske spørgsmål. Men det er et levn fra pionertiden.

Studerende og styrelse blandede sig i alt

Skal jeg sige det lidt tilspidset, så var DBI de første par årtier præget af, at studerende blandede sig i alt på DBI, og styrelsen ligeledes blandede sig i alt. Det gav en langsom beslutningsproces, og de gav mange diskussioner i kaffestuen. Men det var ikke helt ulig, hvordan visse politisk venstreorienterede partier organiserede sig i efterkanten af ungdomsoprøret.

I årenes løb er beslutningsprocessen blevet mere strømlinet. Men DBI har stadig en relativ flad ledelsesstruktur, hvor studerende og lærergruppe tænker med om, hvor DBI er på vej hen og kommer med forslag og kritik.

Studenterrådet er stadig et vigtigt organ, som indimellem kaster sig over en mærkesag og kommer til at præge udviklingen fremover. Vigtige beslutninger for DBI vil jeg gerne have forankret ikke blot i ledelsen, men også i lærer- og studentergruppen.

Jeg er ikke tilhænger af fri hash, fri sex, fri porno og fri abort. Min etiske overbevisning er ikke middelalderlig, men meget ældre – forankret i Jesus og apostlene. Men jeg har stadig en snert af ungdomsoprøret i mig, og jeg har ikke tal på de ideer, som ikke blev født i et visionsudvalg, men over en kop kaffe i kaffestuen i samtale med studerende – eller ved kaffebordet efter et møde i missionshuset i samtale med en DBI-ven.

Læs de øvrige klummer om Børge Haahr Andersen og DBI’s historie her

 

 

URL: https://dbi.edu/blog/4-dbi-et-barn-af-ungdomsoproeret/