Skip menu and go to contentReturn to homepageGo to our accessibility guide

Crossyoga – for og imod?

Kan yoga bruges uafhængigt af sin buddhistiske og hinduistiske oprindelse og sættes ind i en kristen sammenhæng? Det blev debatteret grundigt ved et fyraftensmøde på DBI.

Rektor Børge Haahr Andersen

Mandag den 29. oktober var DBI vært for et fyraftensmøde, hvor vores norske kollega Arne Helge Teigen mødtes med den danske leder af bevægelsen Crossyoga, Rie Skårhøj.  Selv om et debatmøde i sagens natur ikke kommer i dybden, var det alligevel en meget givende aften, som gav deltageren lyst til at fordybe sig mere i emnet. Det følgende er mine refleksioner over temaet – med det forbehold, at jeg ikke har arbejdet med emnet i dybden og derfor forbeholder mig retten til at blive klogere i fremtiden

Kroppen er vigtig

For det første var det et møde mellem en habil norsk skiløber og en dansk fittnesinstruktør, som begge mente, det var vigtigt at være god ved kroppen, holde sig i form og modvirke stress og andre livsstilssygdomme. Arne Helge understregede det som en vigtig diakonal opgave for kirken. Rie ville modvirke den kropsforskrækkelse, der kan præge vores kultur og også de kristne miljøer. Derudover mødtes de to i et fælles ønske om at møde mennesker, der hvor de er – og gennem et følgeskab føre dem til tro på Kristus. Arne Helge er tidligere missionær, Rie har i mange år brændt for at fortælle sekulariserede danskere om Jesus. I mødet med Crossyoga var Arne Helge forskeren og analytikeren, mens Rie var praktikeren. Men begge var optaget af, om den overbygning og kontekst, som yoga har, er en hindring eller ej for at mennesker kan møde Kristus gennem crossyoga.

Hvad betyder konteksten?

Om lidt kommer vi til uenigheden, men lad mig lige drage en parallel til min tidlige ungdom, hvor jeg var aktiv i et evangeliserende arbejde i KFS. Dengang har kulturen i Danmark bemærkelsesværdig venstreorienteret. Det gjorde, at vi i kristen sammenhæng holdt evangeliserende møder og udgav kristen litteratur i et marxistisk sprog. Vi talte om Jesusrevolutionen, om det var Jesus eller Marx, der var opium for folket, om det klasseløse samfund kontra det bibelske paradis. Vi diskuterede længe og inderligt med vores kammerater og forsøgte at bruge jævne danske ord, som dengang var dybt farvet af den politisk venstreorienterede kontekst. I 80’erne og 90’erne var jeg igen ansat i KFS. Nu var miljøet dybt infiltreret af nyreligiøse strømninger i østlig og vestlig udgave. Da ”I mesterens lys” blev opfundet, hørte jeg det meget som et forsøg på at gøre det i en nyreligiøs kontekst, som vi andre forsøgte i en venstreorienteret kontekst. Alt dette vurderer jeg i sig selv som noget godt og positivt og som en parallel til det, vi andre forsøgte i 70’erne.

Hvilket verdensbillede?

Nu følger så mine spørgsmål og betænkeligheder. Som ”evangelist” i KFS i 80’erne og senere som præst i 90’erne stødte jeg på en række strømninger, som mange danskere fandt var helt neutrale, men som alligevel for mig at se stred mod min kristne tro. Det var fx det ”energetiske” verdensbillede, at vores krop består af energier, at alt i naturen består af energier. Hvis man formår at tolke og manipulere med disse energier, kan man påvirke fremtiden – fx gennem astrologi, forbedre helbredet og vores velfærd, fx ved auralæsning, zoneterapi og yoga. Nogle tolkede det religiøst og blev hinduistisk præget med en tro på panteisme, nogle blev en slags buddhister og troede på karma og menneskets unikke indre potentiale. De fleste forblev sekulariserede danskere, som bare sagde, at der er meget ved mennesket og verden, vi ikke kender til. Alligevel accepterede de det energetiske verdensbillede og blev dybt påvirket af den kontekst og den ideologiske overbygning, som fulgte med de såkaldte neutrale strømninger. Selv om de fleste dansker bruger det nyreligiøse og alternative marked selektivt, er mange bag om ryggen blevet påvirket af et for kristendommen fremmed verdensbillede. Fx er mange danskere i dag begyndt af tro på reinkarnation. Det gjorde man ikke i min venstreorienterede ungdom.

Men hvis det virker?

Her mangler jeg et kritisk opgør inden for crossyoga fra dem, der markedsfører det som en kristen bevægelse. Et er at sige, at mad, motion, hvile og systematiske øvelser giver krop og sjæl ny energi og åbenhed til at lytte – også lytte til Guds ord. Noget andet er at foretage et umiddelbart spring fra den energi, der er fysiologisk påvist, til det energetiske menneskesyn og verdensbillede, der præger store dele af yogabevægelsen. En markant gren af yogabevægelsen går ind for chakralæren, om energiknuder i kroppen, som kan manipuleres gennem øvelser og man kan slutte med en fuldstændig forening mellem det guddommelige i kroppen og det guddommelige i verden. Det kan tolkes hinduistisk eller buddhistisk eller mere verdsligt – som noget i vores krop, hvis fysiologi vi ikke kender i dag, men som ”virker”.  Uanset tolkning af chakralæren er essensen, at mennesket i sig selv har et uendeligt potentiale, og det er ved at bearbejde sig selv fx gennem yoga, at man kan forenes med det, som kristendommen kalder Gud.

Selvfrelse eller stedfortræder

Denne tankegang er, hvad kristendommen kalder selvfrelse, og det er det modsatte af kristendommens kernebudskab, hvor alt står og falder med Jesus som stedfortræder. Som certificeret instruktør i crossyoga skal man kende chakralæren. Om man tror på den eller ej, om man inddrager den som forklaring i undervisningen eller ej, er underordnet. Men crossyoga indeholder ikke på sin hjemmeside eller i sine minimumskrav til de kristne mennesker, der vil bruge den, et opgør med chakralæren. Eller med det ”energetiske” verdensbillede, som spiller en stor rolle i den overbygning og ramme, som yoga for det meste forklares ind i. Hvis Guds ord slippes løs i forbindelse med crossyoga-øvelser, udelukker jeg ikke, at mennesker ad den vej kan blive kristne. Men der kan også ske det, at menneske bliver fedtet ind i et menneskesyn og verdensbillede, hvor frelsen og håbet er knyttet til menneskes iboende muligheder og ikke til en stedfortræder uden for os.