Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Om at spise en elefant

- eller hvordan man kommer i gang med at læse Luther.

Om at spise en elefant

Af Børge Haahr Andersen, rektor på DBI

Der er en del, der har læst og kommenteret på min bagsideartikel i sidste nummer af DBIposten, hvor jeg opfordrer til at gøre Luther-året til et læse-Luther-år. Et relevant og praktisk spørgsmål, jeg har fået, er, hvordan man kommer i gang.

Tre forslag til at komme i gang

  1. ”Et år med Luther” er en andagtsbog hvor der er samlet 365 bibelcitater forbundet med en kort og tankevækkende Luther-refleksion. Ind imellem er citatet af Luther så kort, at det bliver svært forståeligt. Men som regel er der ramt et kort og præcist Luther-citat, som stemmer overens med Luthers særlige stil og som udtrykker noget meget tankevækkende. Denne andagtsbog er så kort, at ingen kan undskylde sig med, at det har de altså ikke tid til. Om ikke andet, så kan man lægge bogen på toilettet, og klare din daglige Lutherdosis sammen med andre daglige vaner.
  2. ”Luther stærke sager” er en anden overskuelig starthjælp. Det er en bog, som Lohse udgiver i nærmeste fremtid, og som med 10 centrale Luthertekster er en fremragende appetitvækker.
  3. Tag en bid af et Lutherskrift hver dag, sådan at man over tid kommer gennem nogle af de mest centrale skrifter af Luther. Mit bedste bud er at læse tre sider pr. dag og begynde med den serie, som Credo Forlag udgav med første bind i 1981, og hvor noget af det bedste, Luther har skrevet, findes i en meget tilgængelig dansk oversættelse. Denne serie indeholder en introduktion til Luther af professor Carl Fr. Wisløff. Her giver Wisløff et koncentrat af det, som senere blev udgivet i en norsk og dansk bestseller ”Martin Luthers teologi”, og som på en fin og forståelig måde giver en ramme og en baggrund for at forstå Luthers tankegang. Ved at læse tre sider pr dag kan man komme igennem det første bind Om et kristenmenneskes frihed på to måneder, og fortsætter man på denne måde, kan man langsomt æde sig igennem en række centrale skrifter af Luther. Hvis ikke man kan finde bogen hos boghandleren, så kan den sikkert fås antikvarisk.

Luther skriver folkeligt

Luther var et lærd menneske, som godt kunne deltage i filosofiske og teologiske debatter, der forudsatte et indgående kendskab til kompliceret bibelsk og teologisk stof. Men når han skriver eller taler til menigmand, har han ”Hans og Grethe” i tankerne. Hvis lærde folk synes, det er for enkelt, så må de gå til andre bøger eller talerstole, for han vil gerne formidle evangeliets sandheder forståeligt og folkeligt. Selv i dag er den del af hans skrifter umiddelbart forståeligt og let af tage til sig.

Og elefanten …

Et afrikansk ordsprog lyder: Hvordan spiser man en elefant? Det gør man ved at tage én bid af gangen. Det er også sådan man kommer igennem Luthers skrifter.