Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Jesus er os nær i det forkyndte ord

Livets virkelighed og erfaring, ikke mindst den dybe erfaring af tvivl og hjælpeløshed, er Guds måde at lære os på, at Kristus er vores eneste håb.

Jesus er os nær i det forkyndte ord

Af rektor Børge Haahr Andersen

I denne artikel vil jeg gribe fat i indersiden ved Luthers reformatoriske opdagelse og dets konsekvenser for det kristne menneske. Det var som en ny fødsel for Luther, da han opdagede, at Guds retfærdighed ikke blot er en retfærdighed, Gud kræver i loven, men er en retfærdighed, han skænker i evangeliet.

Det fik ham til at se hele den kristne tro og etik i et nyt lys. Mens han i sin katolske tid var rædselsslagen for at skulle dø, endte han som evangelisk kristen med igen og igen at trodse døden og til sidst at dø i fred. Herom handler det følgende.

Prædikenens genfødsel

Luther kunne beskrive hele reformationen som prædikenens genfødsel, og hans vigtigste titel var ikke bibeloversætter, salmedigter eller teologisk professor, men prædikant – evangeliets forkynder. Af den grund reformerede han den traditionelle gudstjeneste og det katolske kirkeår, hvor hver dag var forbundet med et helgennavn og dermed helgendyrkelse og genfortælling af legender knyttet til helgener.

Samtidig fastholdt han mange ting fra den katolske tid, for eksempel tekstrækken og de helligdage, der var knyttet til bibelske begivenheder m.v. Centrum i gudstjenesten og det vigtigste led er prædikenen. Da der manglede salmer på modersmålet, digtede Luther selv en række salmer, hvoraf de kendteste har levet i 500 år. Og så prædikede han, ofte tre-fire gange ugentlig i kirken i Wittenberg. Og i sit arbejde på universitetet i Wittenberg var han uhyre bevidst om, at hans og universitetets opgave var at uddanne evangeliske præster. 2300 prædikener er gengivet i Luthers samlede værker, de fleste som studenterreferater og enkelte nedskrevet af Luther selv.

Når Luther f.eks. prædiker første søndag i advent, er det over teksten fra første tekstrække om Jesus, der rider ind i Jerusalem (Matt 21). Han bliver meget hurtigt færdig med at forklare de historiske forhold omkring det oprindelige indtog og går til nutiden. Her og nu, mens han prædiker, kommer Jesus til os, der lytter i kirken i Wittenberg. Jesus bruger ikke et æsel, men han bruger ordet og er til stede for at give os del i alt det, han gjorde i Jerusalem den første påske. Kristus er ikke blot den, der sidder ved Guds højre hånd i himlen. Nej, Guds højre hånd er overalt, og Kristus er reelt nærværende i det forkyndte ord og uddeler sig selv gennem ordet.

Det er så uudholdeligt for det moderne, humanistiske menneskesyn at konfronteres med ondskaben i vores inderste, at mange prædikanter glider af på de bibelske teksters forkyndelse af loven.

Udfordringen til os, der lytter, er, om vi ligner Jesus’ skeptiske modstandere, der ikke vil vide af noget guddommeligt nærvær, eller den hujende mængde, der er begejstret, men egentlig ikke lytter og modtager. Eller om vi er som de disciple, der priser og hylder ham, som kommer til os i Herrens navn for at frelse og redde os fra synd, død og Djævel.

Kristus er også reelt nærværende i nadverens måltid og i dåbens vand. Både elementerne i dåb og nadver og det hørbare ord er ydre ting, som vi ikke skal tro småt om. For den opstandne Kristus har knyttet sit løfte om nærvær og redning til disse ydre sansbare ting. Dette siger Luther med front mod hele den katolske frelseslære, hvor frelsen blev et forvandlingssystem gennem kirkens syv sakramenter, og hvor betoningen blev lagt på det enkelte menneskes forberedelse, anger, bekendelse og undladelse af dødssynderne m.v. Han siger det også med front mod de dele af den evangeliske bevægelse, som knyttede Guds reelle nærvær i ordet og sakramenterne sammen med den enkeltes troserfaring, indre åbenhed eller synlige trosfrugter. Begge afveje accepterer ikke det radikale, bibelske menneskesyn, hvor mennesket uden Gud er dødt og fjendtligt, og hvor ingen i egentlig forstand kan gøre det gode.

Guds to prædikener gennem ordet

Et særligt kendetegn ved prædikenen er ifølge Luther, at Gud altid holder to prædikener for os gennem sit ord. Gennem lovens krav og bud kommer den opstandne Kristus til os som dommeren over levende og døde. Han afslører, at vores kristne liv ikke bare er halvhjertet og svingende, men at vi er gennemhærget af kødets gerninger. Loven forskrækker os, siger Luther igen og igen. Den giver selv modne kristne et chok, for den fortæller det, vi synger i en af vækkelsens sange: “Jeg ringe var, er værre vorden, ser stadig mer’ af hjertets dynd”.

Den radikale forkyndelse er efter mit skøn afsvækket i nutidens forkyndelse. Det er så uudholdeligt for det moderne, humanistiske menneskesyn at konfronteres med ondskaben i vores inderste, at mange prædikanter glider af på de bibelske teksters forkyndelse af loven. I stedet forkyndes Guds lov som det vanskelige, men dog overkommelige, og dermed er vi tilbage til den katolske eller sværmeriske afvej på Luthers tid.

Hele Bibelen er en prædiken om Kristus.

Den vækkelse, der fødte Indre Mission, var præget af den radikale forkyndelse af menneskets syndighed. Ofte blev mennesker i 1800-tallet ramt af den tunge alvor, der var forkyndelsens udgangspunkt. Samtidig var det den forkyndelse, der fejede hen over Nordeuropa og ændrede det kirkelige landkort. For mig at se, fordi den havde grebet en central luthersk og bibelsk kerne, forskrækkelsen under loven.

Gud ske lov findes der også en anden prædiken i Bibelen, og den griber vi for alvor efter, hvis vi har erfaret forskrækkelsen ved at møde Gud i hans vrede og dom. Det er løftet, nåden, barmhjertigheden og trøsten – for at bruge det ord, Luther nævner igen og igen. Gud har gennem det offer, som Kristus har fuldbragt, åbnet en ny dør til Paradis for os. Han har lagt et fundament, som er helt uden for os og uden vores medvirken, nemlig Jesus’ død i vores sted.

Det er ikke spor indviklet at finde frem til denne prædiken, for den findes i hvert eneste tekstafsnit i Bibelen. Hele Bibelen er en prædiken om Kristus, og når den prædiken holdes med baggrund i en konkret tekst, kommer Kristus til os gennem det ydre ord for at give os del i alt det, hans navn rummer. Det betyder, at troen er en vandring fra forskrækkelse til trøst. Eller sagt med andre ord: Det kristne menneske lever i en samtidighed af forskrækkelse og trøst. Det har hele tiden kontakt med syndens afgrund i hjertet og hviler samtidig i nådens tilsagn om evigt liv og frelse.

Den forskrækkede samvittigheds kamp

I Den Augsburgske Bekendelse, der på mange måder sammenfatter den lutherske kirkes hovedsager, siger Melanchthon, at evangeliet forstår vi ikke løsrevet fra de forskrækkede samvittigheders kamp. Det er en anden måde at sige på, at det lutherske anliggende ikke bare kan gribes med forstanden, men må gennemleves i hjertet og leves ud i hverdagen. Livets virkelighed og erfaring, ikke mindst den dybe erfaring af tvivl og hjælpeløshed, er Guds måde at lære os på, at Kristus er vores eneste håb. Som det hedder i en julesang: “Og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest, for glæde har at bringe.”

Ved at læse Luthers prædikener er jeg blevet klar over, hvor fattige vi på mange måde er i dag i vores bevågenhed omkring forkyndelsens betydning. Vi må tilbage til kilderne, som et af slagordene lød på Luthers tid. Vi må læse Luthers centrale skrifter på ny, og de er udgivet på godt dansk, så vi kan alle være med. Og vi må gå i nærkamp med de bibelske tekster, sådan at vi genoplever den lutherske grunderfaring af forskrækkelse og trøst. Først da kan vi leve og dø i fred.

Artiklen har været bragt i Indre Missions Tidende.